Se blomsterekspertens imponerende julebord fyldt med glimmer og personlige detaljer
Må årets julebord gerne være moderne, lidt utraditionelt, men fyldt med stemning? Lad dig inspirere af Henriette Staib fra De Fire Årstider, der har dækket op med gode minder, tørrede blomster og masser af glimmer.
7 tips til et smukt, personligt julebord
1. Dæk bord med minder
– Jeg gør altid meget ud af vores julebord. I år har jeg dækket bordet, så det er fyldt med minder fra oplevelser, vi har haft sammen som familie i løbet af året. På den måde kan vi mindes og tale om året, der er gået.
2. Genbrug ting fra årets fester
– Vi havde sølvbryllup i år, og her fik jeg speciallavet bordkort i glimmerakryl. De passer perfekt til julebordet, og så kan jeg godt lide tanken om at genbruge ting. Dug og servietter er også fra sølvbrylluppet, så her hænger mange glade minder ved.
3. Tør dine favoritblomster
– Jeg elsker blomster og går ofte på opdagelse i naturen, når vi er på ferie. På bordet har jeg blandt andet brugt tørrede blomster, som jeg har plukket på vores sommerferie i Grækenland og haft med hjem i håndbagagen.
4. Skab blikfang med vaser i flere størrelser
– Jeg dækker altid bord med blomster. Her har jeg lavet et par buketter af friske olivengrene og tørrede blomster og sat dem i forskellige vaser for at skabe niveauforskel – det gør bordet mere interessant at se på.
5. Giv bordet et drys glimmer
– Jeg elsker glimmer. Derfor skal der naturligvis glimmer på mit julebord. Jeg har brugt spraylim og glimmer på kranse og tørrede tidsler, som jeg har lagt rundt om på bordet.
6. Lad julen flytte ind
– Der skal naturligvis også være julepynt på et julebord, men det behøver ikke at være meget. Jeg har lagt en sølvguirlande pyntet med små vintagejulekugler ned gennem bordet. Det er en nem måde at bringe lidt traditionel julestemning ind i looket.
7. Gør noget særligt ud af hver kuvert
– Jeg har lavet en krans til hver kuvert af tørrede blomster. Kransen er en gave til hver gæst sammen med et stearinlys i bivoks, som jeg har købt i en lille kirke i Grækenland.
PÅ BILLEDET Henriette Staib er medejer af blomster- og interiørforretningerne De Fire Årstider. Følg hende på @defireaarstiderhome.

IDÉ Bind en lille krans til hver kuvert. Klip de tørrede blomster korte, ellers knækker de let, og bind dem på en ring af ståltråd.
PÅ BILLEDET Bordkortet er speciallavet af Creative Wood, mens stellet er fra Royal Copenhagen, glassene fra Iittala og bestikket fra Gense.

IDÉ Skal kransen være ekstra festlig? Giv blomsterne en gang spraylim, og drys lidt glimmer på.

IDÉ Alt behøver ikke matche. Skab blikfang på bordet med et element i en farve, der bryder looket og giver lidt kant, som lampen og de blå kirkelys.
PÅ BILLEDET Dug og servietter er fra De Fire Årstider, mens de blå kirkelys er fundet hos Fruerne Beck & Bo. Vaserne og de små julekugler er vintage, ligesom sølvguirlanden har været i familiens eje længe.

Julens nemmeste dekoration
– Nogle gange må det godt være nemt i julen, og det her hører til én af de lette idéer. Jeg har stillet fire bloklys på en lavastensplade og pyntet med grene fra et oliventræ. Levende lys hører sig til, og de giver et hyggeligt skær på bordet. Rundt om på bordet har jeg lagt små klaser af tørrede tidselhoveder, der har fået et lag glimmer. Det giver et mere skødesløst udtryk. Jeg kunne også have lagt små glaskugler rundt omkring på bordet. Der skal ikke være så mange regler; det gælder bare om at lege løs og gå med det, du føler for.
PÅ BILLEDET Bloklys fra De Fire Årstider og lavastensflise fra File Under Pop.

IDÉ Pluk blomster og græs i løbet af sommeren, tør dem, og brug dem til en skulpturel krans.

