© DAVID SPRAGUE/USH

Skal du være med til at fejre jul på Hogwarts?

Middagen i Den Store Sal blev revet væk, men du kan stadig nå at træde ind på Hogwarts pyntet op til jul fra top til tå.

4. december 2018 af Pernille Tengstedt
Harry Potter jul
© Warner Bros. Entertainment Inc.

Er du en ægte Harry Potter-fan, så står julefesten fra den fjerde film, 'Harry Potter og Flammernes Pokal', uden tvivl lysende klart i din hukommelse - en magisk scene, hvor hele skolen er pyntet fra top til tå, og hvor der bliver danset til den lyse morgen i Hogwarts store sal. Ægte julemagi og -stemning!

Og hvad endnu bedre er, så kan fans hvert år tage del i festlighederne selv, når Warner Brothers studiet i London transformerer kulisserne fra filmen til et sandt juleeventyr og inviterer til julefest med stor middag ved langbordene i den legendariske sal.

Billetterne bliver altid revet væk - og er det også i år - men det betyder ikke, du ikke kan få en bid af Hogwarts-julen. 

Helt indtil 27. januar 2019 kan du nemlig opleve "Hogwarts in the snow" i studiet.

Harry Potter jul
© Warner Bros. Entertainment Inc.

Stik hovedet forbi til julefest i Den Store Sal, hvor der er pyntet op efter alle magiens regler med snedækkede juletræer, istapper og magiske instrumenter, der slår tonen an. Rækker af mægtige juletræer med julekugler og glimmer, flammende julebuddinger på borderne og andre originale rekvisitter fra filmen vil være med til at fortrylle og drage dig ind i troldmændenes magiske univers.

© Warner Bros. Entertainment Inc.

Du kan også besøge pejsestuen hos Gryffindor, hvor der blandt andet vil være udstillet julekort, som blev lavet af medvirkende fra filmen under produktionen eller slentre en tur ned ad Diagonal Stræde, hvor pejsen hos Den Utætte Kedel er fyret op med en helt særlig ild i anledning af højtiden.

Du kan læse meget mere om juleudstillingen her og allerede booke til 2019 her

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste