Synes du julen trænger til et elegant tvist, så lad dig inspirere af Karen-Lises julehjem
Overdådige blomster, funklende kugler og et drys glimmer ... eller rettere en hel del glimmer. Tag med på julebesøg hos Karen-Lise Yde, der skruer helt op for glimmerpassionen i december.
Hvordan skaber du en samling julepynt fyldt med minder, personlighed og stemning, når du ikke har arvet noget? For Karen-Lise Yde, der arbejder som ind- retningsdesigner hos Tapet-Cafe, blev en arbejdsrejse startskuddet til hendes helt særlige samling.
– Jeg er i London hvert år i september i for- bindelse med en designmesse. Det er samtidig med, at min favoritbutik, Liberty, åbner for deres fantastiske julesalg. Jeg køber altid to-tre stykker julepynt med hjem, så jeg har efterhånden en god samling. Min favorit er luftballonen, der er helt fantastisk, farverig og dækket i glimmer, fortæller hun.
Et andet scoop stammer fra en børnebutik, hvor de havde sat en stor, blå velourblomst i udstillingen. Det var kærlighed ved første blik, hun fik lov til at købe blomsten, og nu pynter blomsten på toppen af juletræet. Perfekt, da Karen-Lise synes, en stjerne er for højtidelig til det lille, buttede juletræ.
– Jeg er komplet vild med den blomst, og som toppynt får juletræet et lidt skævt udtryk med et glimt i øjet. Jeg elsker alt ved den blomst. Både farver, teksturen og alt dens fine glimmer, siger hun.
Der er det igen. Glimmer. I den 52 kvadratmeter store lejlighed er der en del mere glimmer, end man skulle forvente. Glimtende julekugler, en glimmer-ananas, funklende glaspynt og en buket med glimmerfjer:
– Jeg elsker glimmer. Siden jeg var lille, har jeg forelsket mig i alt, der glimter. Glimmer gør mig i godt humør, fordi det gør ting mere eventyrlige og barnlige. Det er, som om alt bliver bedre, når man kaster glimmer over det. Min mand er ikke så begejstret, men i december får jeg lov til at skrue helt op for min glimmerpassion. Julen må gerne være over the top, griner hun.
Fuld fart på farverne
Ud over glimmer har Karen-Lise også en forkærlighed til påfuglefjer.
– Jeg kan godt lide den lidt eventyrlige julestil, hvor tingene indbyder til, at man går på opdagelse og ser mønstre og farver. Faktisk behøver det ikke at være specielt julede ting, men når man sætter glimmerfjer sammen med amaryllis og vinterbær, så bliver det julet, uden at det skriger jul, siger hun.
Et andet kodeord er farver. I år har Karen-Lise for første gang budt den varme julerøde indenfor, og det er der en særlig årsag til.
– Vi fik et maleri af mine forældre i bryllupsgave, og det har nogle ret røde nuancer, som var svære for mig i begyndelsen. Men jeg endte med at forelske mig i dem, og så var det oplagt at lege mere med rød her til jul, fortæller hun.
Den røde julefarve bliver kombineret med både grøn, blå og gul, hvilket danner en farve- rig, men elegant julesløjfe.
– Jeg har ikke noget, der passer sammen, men fordi alt har forskellige farver, fungerer det. Når man arbejder med så mange farver, skal de for- deles nogenlunde ens, så resultatet bliver afba- lanceret. På den måde bliver din julestil farverig og legende, siger Karen-Lise.
HER BOR Karen-Lise Yde (30), indretningsdesigner og projectmanager hos Tapet-Cafe, og Christian Dan Nielsen (29), gymnasielærer, sammen med deres søn, Valdemar (6 mdr.).
HVOR Familien bor i en lejlighed på 52 kvadratmeter på Østerbro i København.
LÆS MERE Følg @karenlisey.
PÅ BILLEDET På sofabordet har Karen-Lise skabt et eventyrligt stilleben med et honningkagehus, adventsstage fra Georg Jensen og fint stel fra Tapet-Cafe. Det store billede er af Emily Gernild.


I vinduet står et juletræ i glas fra Royal Café, en glimmer-ananas fra Tivoli København og en bordlampe fra Tapet-Cafe.

Stuen er indrettet med et personligt miks af materialer og farver. Sofaen og gulvtæppet er fra Ikea, mens puf og puder er fra Tapet-Cafe og plaiden fra Paustian. Safari-stolen er fra Carl Hansen & Søn og værkerne på væggen af Alexander Tovborg, Tal R og Erik A. Frandsen. Litografiet med tigeren er fra Japan.

Smukke gaver under træet ligger klar og skaber forventning.

Karen-Lise køber to-tre glaskugler hos Liberty i London hvert år. Her er det en kugle med påfuglefjer, der er ét af hendes favoritmotiver.

Julebordet er dækket med stel fra Richard Ginori, bestik fra Georg Jensen og glas fra Noblesse.

Karen-Lises bedste juletip
– Det er en proces at skabe en samling julepynt, når man som jeg ikke har arvet noget. Og det tager tid. Gør processen til en tradition, og sæt en ramme omkring, hvordan du erhverver dig din pynt, så du ikke bare køber det hele på én gang, men skaber en fortælling omkring det. Det kan for eksempel være pynt, du finder på dine ferier – eller du sætter en ramme for, at du må købe én større ting hver december.
PÅ BILLEDET Juletræet er pyntet med julekugler, som Karen-Lise har købt i Liberty i London. Hendes favorit er den lille luftballon. Den alternative topstjerne er købt i en børnetøjsbutik.

En guldvifte fra Helene Blanche for Tapet-Cafe pynter på skabet fra Ikea.

Parret holder juleaften hos Karen-Lises svigerforældre i år, men et lille juletræ skal der alligevel være plads til. Nordmannsgranen står på et juletræstæppe, som Karen-Lise har syet af stof fra Tapet-Cafe. Skabet bag er fra Ikea, mens puffen er fra Tapet-Cafe.

Farverne på julebordet tager udgangspunkt i billedet af Tal R, som parret har fået i bryllupsgave. Eames-stolene er vintage, mens spisebordet er købt brugt. Buketten er fra Atelier Faded Flowers og dugen fra Helene Blanche, mens pendlen og gardinerne er fra Tapet-Cafe.
Vægfarve ‘French Grey’ fra Farrow & Ball.

Det er første gang, Karen-Lise har forsøgt sig med at pynte et honningkagehus, og så dufter det helt fantastisk af jul. De to glaskarameller er fra Flying Tiger.

Soveværelset er indrettet i rolige nuancer. Puderne og sengetæppet er fra Tapet-Cafe, fotokunsten af Mario Testino og natbordet fra Vaughan. Bordlampen er fra Tapet-Cafe, mens gulvlampen er vintage.

Spejlkommoden i soveværelset er ét af Karen-Lises favoritmøbler. Over hænger et fotografi af Maria Svarbova.

På Ikea-skabet hænger to julesokker, som Karen-Lise selv har syet af stof fra Tapet-Cafe.

En sløjfe af stof fra Tapet-Cafe på en grangren byder julens gæster velkommen på hoveddøren.
