Til jul hos blomsterdekoratøren
Hvert år skaber Lars en ny julestemning derhjemme, og i år byder han indenfor til en frostklar jul.
Når de første julekataloger dumper ind ad brevsprækken allerede i midten af oktober, kan man godt blive lidt træt. Prøv så at forestille dig, at dine forberedelser til julen begynder allerede i august. Det er tilfældet for Lars Jon, der er blomsterdekoratør og daglig leder af Ilse Jacobsens butik Blomsten i Hornbæk. Her begynder de allerede deres juleindkøb i sensommeren, men heldigvis er Lars helt vild med alt, hvad der dufter af jul.
„Jeg elsker jul - det er den bedste tid, men også en travl tid både i butikken og derhjemme. Jul er hygge, det er tid med familien,“ siger Lars.
Julen i år bliver Lars’ første i sin nyistandsatte lejlighed, som han på under et år har forvandlet fra en ramponeret loftlejlighed til et cool newyorker-loft på 110 kvadratmeter i det indre København. Lars har selv stået for lejlighedens nye planløsning og det praktiske arbejde med renoveringen. I dag fremstår lejligheden lækker med smalle gange til ‘hemmelige’ værelser og et stort, åbent køkkenalrum.
LÆS OGSÅ Det ultimative trick til at lave en evighedbuket af tørrede blomster.
Lars har holdt pynten til juletræet i stramme tøjler. Resultatet er en smuk og naturlig skulptur i stuen. Skab selv en grøn juleskulptur ved kun at sætte en julestjerne og en håndfuld glasornamenter på træet. Lad resten af træet stå bart og nyd træet au naturel.
Læs mere og se flere billeder fra Lars' flotte bolig på de næste sider.

Lars’ kvistlejlighed er et tidligere tørreloft. De sorte filtmåtter er fra Ikea. Madonna-billedet minder Lars om hele tiden at turde mere.

Da lejligheden ligger øverst, var det en oplagt mulighed for Lars at lave ovenlys flere steder. Som sagt så gjort. Ovenlyset giver lejligheden et jævnt dagslys i alle rum året rundt.

Lars har arrangeret årets adventskrans på en gammel Ikea-bordplade. Kransen er bygget op af fire bloklys, oasis, mos, grene, olivenranker og små ‘diskokugler’, der får lyset fra den lave vintersol til at spille fint på den hvide væg.

Farveholdningen er holdt helt stramt i Lars’ stue. Basis-sofaen er fra Ilva.

I køkkenet har Lars indrettet en kombineret serveringsdisk og køkkenspiseplads. De to taburetter fra Kartell understreger hans enkle stil. Udgangen til altanen giver lys og luft til rummet. På køkkenbordet pynter et cedertræ i en firkantet glasfiberpotte.

Det enkle køkken fra Kvik er praktisk og passede til budgettet, da Lars skulle renovere.

De hængende reoler fra Ikea giver Lars mulighed for opbevaring af nogle af hans mange bøger. Samtidig ser de lækre ud, fordi de svævende reoler fungerer som en farverig kunstinstallation i det hvide rum.

Da lejligheden ligger øverst, var det en oplagt mulighed for Lars at lave ovenlys flere steder. Som sagt så gjort. Ovenlyset giver lejligheden et jævnt dagslys i alle rum året rundt.

Lars har sat høje boghvedeaks i store vaser. Effekten er markant og giver personlighed til soveværelset. Skamlen under tøjstativet er fra Hay.

Ravnen fra Casa Shop holder øje med slikskålen, mens den bærbare computer styrer musikken i hele lejligheden. Det sortmalede gulv giver rummet lidt hulestemning. Det store maleri er skabt af veninden Lise Hansen.

Det futuristiske badeværelse stammer fra den tidligere ejer. Det fik lov til at overleve, men gulvet var Lars ikke glad for, så han fyldte strandsten ud over hele gulvet. Når det skal gøres rent, tager Lars alle stenene op og skyller dem i sæbevand. Spejlet fås hos Designdelicatessen.
