Kender du arkitekterne bag ikonerne Kubus og Den Trætte Mand?

Kubus er blevet en tidløs klassiker. Ikonet er designet af Mogens Lassen, der, med sin bror, Flemming Lassen, har haft stor indflydelse på, at dansk design er blevet internationalt berømt.

© By Lassen

Kigger du ind i de danske hjem, finder du en udgave af Kubusstagen i rigtig mange af dem. Kubusstagen er nemlig designet i en funktionalistisk stil, som matcher tiden – både dengang og nu. Derfor har lysestagen opnået status som et moderne, internationalt designikon.

Kubus blev designet af arkitekt Mogens Lassen i 1962. Arkitekten havde stagen stående i flere år, mens han tænkte over, hvordan den funktionalistiske form skulle udvikle sig. Det er derfor på ingen måde tilfældigt, at Kubus er designet så stringent - hver en vinkel og proportion er nøje udtænkt.

Kubus blev i 1962 kun designet til venner og familie. Den blev først sat i produktion i 80’erne af Mogens Lassens barnebarn, Søren Lassen.

© By Lassen

Inspiration fra Le Corbusier og Mies van der Rohe

Mogens Lassen arbejdede meget med enkle og geometriske former. Han og broren, arkitekt Flemming Lassen, var pionerer for funktionalismens rene, enkle linjer. De to brødre var de første, der arbejdede med stilen i Danmark, og de har derfor haft enorm indflydelse på, at dansk og skandinavisk design er blevet internationalt berømt.

Både Mogens og Flemming Lassen vidste fra barnsben, at de ville være arkitekter. De var begge i lære som arkitekter og fik senere hver deres tegnestue. Begge er blevet internationalt anerkendt for deres arbejde med funktionalistisk design og bygningsarkitektur, der henter i inspiration fra Bauhaus-stilen, Le Corbusier og Mies van der Rohe. Samtidig har både Mogens og Flemming Lassen gennem karrieren vundet priser for deres arbejde med både design og bygningsarkitektur.

Tre ikoner af Flemming Lassen: Den Trætte Mand, sofaen Mingle og den todelte stol My Own Chair. Møblerne er alle designet i 1930’erne og produceres i dag af By Lassen.

© By Lassen

Arne Jacobsens og Fremtidens Hus

Brødrenes begejstring for arkitektur smittede ikke bare af på deres design, men også på deres gode ven Arne Jacobsen, som de kendte fra kostskolen i Nærum. Flemming Lassen og Arne Jacobsen har sammen designet flere ikoniske bygninger, blandt andet Søllerød Rådhus og alt interiør dertil og Fremtidens Hus, der godt nok aldrig blev bygget, men som vandt en udstilling i Forum i 1929, og siden er blevet ikonisk for den funktionalistiske bygningsstil.

Desuden står Flemming Lassen bag ikoner som My Own Chair, sofaen Mingle og Mayor Sofaen, som han designede til Søllerød Rådhus samt Den Trætte mand, der blev designet i 1935 til Snedkerlaugets Møbeludstilling. Stolen er karakteristisk med de bløde, bamsede former, som både dengang og nu vækker opsigt. Stolen har rekorden som den dyreste stol solgt på auktion i Danmark med en pris på 1,42 mio. kr. i 2014.

By Lassen står også bag den ikoniske Lassen Chair, inspireret af Flemming Lassens skitser. Stolen er en hyldest til Flemming Lassen bølgede former og Mogens Lassens stringente konturer.

© By Lassen

Ny generation af Lassen

Den store interesse for funktionalistisk design er gået i arv til næste generationer af Lassen. Barnebarn Søren Lassen satte i 80’erne den ikoniske Kubus i produktion i Holstebro, og i 2008 startede han virksomheden By Lassen.

By Lassen producerer og forhandler Mogens og Flemming Lassens ikoniske design, samtidig med at Søren Lassen arbejder videre på designarven med eget design. Han deler nemlig Mogens Lassens nørdede og matematiske tilgang til design og står blandt andet bag Kubus Vase Lolo, der blev lanceret sidste år. Vaserne er en forlængelse af Kubus-lysestagen.

Du kan se både de nye og gamle klassikere her, hvor du finder de ikoniske design fra både Mogens og Flemming Lassen.