Bolig Magasinets Design Awards 08: Læsernes favorit

Hvem løber mon af med HTC-prisen - læsernes pris til Bolig Magasinets Design Awards? Se de nominerede

14. juli 2008

Bolig Magasinets læsere har stemt på deres favoritdesigner, og vinderen offentliggøres på torsdag den 4. september 2008 til det store awards show i Kunsthal Charlottenborg.

Årets samarbejdspartner til Bolig Magasinets Design Awards er HTC. Mobilproducenten har de seneste 10 år været en af frontløberne inden for de mest avancerede mobiltelefoner, altid med et stærkt fokus på innovation og funktionalitet. Mange funktionaliteter i én mobiltelefon byder på mange tekniske udfordringer, men også hvad angår design, er udfordringen stor. En mobiltelefon skal ikke kun virke - den skal også se godt ud. Med lanceringen af ‘Touch Diamond' markerer HTC et endnu større fokus på design.

De nominerede er:

Louise Campbell
for sit poetiske univers og banebrydende formsprog, der har givet hende status som den  kronede dronning af dansk design. louisecampbell.com

Christian Flindt
fordi han tør udfordre materialer og former og får spændende og  skulpturelle møbler ud af anstrengelserne. christianflindt.dk

Ole Jensen
fordi han med sine klare farver og utraditionelle former har gjort design og keramik til noget, der bringer smilet frem hos os.

Foersom & Hiort-Lorenzen
Makkerparret formår stadig at komme med nye spændende møbler som fx ‘EJ Eyes 2', på trods af at de har været på banen i over 30 år. foersom-hiortlorenzen.dk

Cecilie Manz
fordi hun med sin kreative og poetiske minimalisme har slået sig fast som en vigtig designer på den danske designscene og som en fornem repræsentant for nordisk minimalisme anno 2008. ceciliemanz.com

Malene Helbak
fordi hun har været med til at give porcelæn et moderne udtryk. Hendes striber og blomster i glade farver er gået direkte ind i danskernes hjerter og pifter mangt et stuebord op. helbak.dk

Rasmus Larsson
for sit opsigtsvækkende og ekspressive design og for det smittende engagement, han lægger i sin formgivning. design-by-us.com

Thomas Pedersen
fordi han med 'Stingray' har skabt en stol, der allerede er blevet en klassiker, selv om den ikke er mere end fem år gammel.

Komplot Design
fordi de erfarne herrer Boris Berlin og Poul Christiansen har lavet det ene møbelikon efter det andet, fx stolen 'Nobody', der er lavet af restmateriale fra gamle sodavandsflasker, og så selvfølgelig 'Gubi Chair'. komplot.dk

Jakob Wagner
fordi han ihærdigt og effektivt bidrager med utallige funktionelle og  brugbare hverdagsprodukter i stor såvel som lille skala. jakobwagner.dk

Andre læsere kan også lide...

Seneste

Måske er du interesseret i ...