Design Awards 2018: De nominerede i kategorien Årets Upcoming
Går til en person eller et brand, som i det forgangne år for alvor stillede sig op på designscenen.

August Sandgren
Udsøgte materialer, gedigent håndværk og frugtbare samarbejder er nøgleordene for August Sandgren. Brandet har det seneste år fået stor opmærksomhed og anerkendelse for sine håndlavede æsker og bokse i tekstil og læder. Det nye designbrand er modigt etableret af Pia Kirkeskov Andersen and Vibeke Snedgaard Rafaelsen på arven fra den legendariske bogbinder August Sandgren. Samarbejdet med danske designere og brands er imponerende. Og med tidens fokus på kvalitet, håndværk, co-lab og det unikke, kunne tidspunktet ikke være mere velvalgt.
Klassik Studio
Med Klassik Studio tager Thomas Schlosser fra Klassik Copenhagen sin store passion for klassiske danske møbler endnu et skridt videre og melder sig nu også som producent af mindre kendte danske designskatte sammen med Stefan Jensen og designer Lasse Storm Jørgensen. Klassik Studio har allerede markeret sig stærkt med relanceringerne som Kongestolen og Poul Volthers daybed. Samtidig giver de nydesignede vaser, skåle og lamper Klassik Studio et nutidigt element.

C/Ro
Med 13 års international erfaring i bagagen grundlagde designer Camilla Rosén i 2016 sit eget brand C/Ro, som nu for alvor markerer sig. Hun har en forkærlighed for multifunktionelle møbler og er optaget af udviskningen af grænserne mellem inde og ude. Hun er opvokset i Sverige med den skandinaviske designtradition. Samtidig har hendes møbler også et stærkt, moderne og internationalt udtryk.

Møbel Copenhagen
Møbel Copenhagen slog for alvor deres navn fast med lanceringen af David Thulstrups kollektion, som både har skabt stor opmærksomhed herhjemme, men i høj grad også internationalt. Thulstrups kollektion er modig og nyskabende, og vi glæder os til at se endnu mere i den kaliber fra Møbel Copenhagen. En stærk start.

Nuura
Et forfriskende nyt lampebrand fra yderst erfarne designfolk. Med udgangspunkt i lysekronen har den anerkendte danske lysdesigner Sofie Refer tegnet firmaets første fire belysningskollektioner, som blev lanceret på Stockholm-messen i februar. Brandet bygger på en stærkt og enkel idé. Formsproget er sikkert og eksklusivt kombineret med den nyeste teknologi. Nuura betyder lys og ære, og vi kan sagtens se produkterne fra dette nye nærmest underspillede brand i både private, men især i offentlige bygninger og virksomheder.
Ravn Furniture
Bag Ravn Furniture står søskendeparret Christine og Christian Ravn, som gennem de seneste år har arbejdet på at puste nyt liv i familiens møbelarv. Morfaren, Simon Terpager Jepsen, stod bag en fabrik med kvalitetsmøbler. Hans søn og søskendeparrets onkel, Bent M. Jepsen, blev uddannet møbelarkitekt og tegnede i begyndelsen af tresserne de to serier Viking og Medalie. De to møbelserier er Ravn Furniture første relanceringer.

Warm Nordic
Warm Nordic bragede ind på designscenen i februar med en imponerende stor kollektion, og lanceringen af nyt design forsætter for fuld styrke. Bag det nye brand står Frantz Longhi, som med sin egen passion for 50’er- og 60’er-design har skabt ny opmærksomhed om datidens store navne som Hans Olsen, Knud Færch og Svend Aage Holm-Sørensen. At de gamle designskatte samtidig bliver suppleret med nye møbler fra nutidens designtalenter er både prisværdigt og ganske enkelt godt tænkt.
Knabstrup Keramik
Den hæderkronede keramikfabrik er tilbage i ny forrygende form. Både med klassikere som Knabstrup-stellet og de nostalgiske syltekrukker. Men også med nyskabende idéer og samarbejder med tidens stærke keramikere og kunstnere – helt i tråd med fabrikkens ånd. Især vil vi fremhæve idéen om at arbejde på tre niveauer med vaser og relieffer som unika, limited edition og masseproduktion.
