Design Awards 2019: De nominerede i kategorien Årets Kunsthåndværker
Prisen gives til en designer, der mestrer sit håndværk og med kreativ tæft formår at overraske og nytænke sit felt
Amanda Betz
Amanda Betz er dronningen af et forførende og forunderligt foldeunivers. Hun er en papirnørd i ordets bedste betydning, uanset om hun skaber kommercielle objekter som lampeskærme og vaser eller kunstneriske objekter. Hendes værker er lette, delikate og dragende – de pirrer nysgerrigheden og giver beskueren lyst til at røre og undersøge, og hendes kærlighed til materialet virker uendelig.

Birgitte Due Madsen
Birgitte Due Madsen er både uddannet keramiker og designer. Hun har stået bag flere produktdesign – oftest i samarbejde med partner Jonas Trampedach. De senere år har hun dog været mere optaget af det kunstneriske. Hendes objekter kredser om geometrien, det negative rum og de smukke former, som understreges af lys og skygge. Hendes værker er minimalistiske, enkle, rene, taktile og superæstetiske. Det er ganske enkelt smukt!

Elkeland
Ida Elke har en baggrund i moderne kunst, og det er tydeligt i hendes tilgang til design og kunsthåndværk. Hun skaber sine unika møbler, lamper og kunstobjekter fra sit afsides liggende studio i en jysk skov. Hun er optaget af mødet mellem menneske og designobjekt og eksperimenterer på forunderlig vis med materialer, lyskilder, refleksion og ikke mindst de nye rum og den nye energi, der opstår. En anderledes og unik kunstner med en mission.

Helle Mardahl
Multikunstneren Helle Mardahl jonglerer hjemmevant med et væld af materialer og kunstneriske genrer. Senest har hun haft imponerende succes med især sin glaskunst, som både er elegant, delikat og livsbekræftende legesyg. Hun står aldrig stille, men fortsætter på imponerende vis med at udvikle sig og overraske med nye objekter, former og farver – hvad bliver det næste?

Hvass&Hannibal
Det tværfaglige kunst- og designstudio, som består af Nan Na Hvass og Sofie Hannibal, imponerer med deres kreativitet og konceptuelle forståelse. Senest fik deres smukke, farverige vægtæpper af tekstiler fra Kvadrat stor opmærksomhed ved Dawn Exhibition. Det er tydeligt, at den dynamiske duo elsker farver, og i det hele taget har en befriende let og legende tilgang til kunst og design.

Josefine Winding
En newcommer, som virkelig er stormet ind på scenen. Hun skaber alt fra haveskulpturer til mindre værker til væg og bord. Som beskuer fornemmer man hendes store nysgerrighed på materialer og sammensætninger, og det er en fornøjelse at se hendes eksperimentere med forskellige strukturer, farver og former og skabe værker, som leger med lys og skygge i rummet.
