DESIGN AWARDS De nominerede til Årets Kreative 2022

Prisen går til en person, der er kreativt tænkende ud over det sædvanlige. Se de nominerede her.

Bolig Magasinet hylder i samarbejde med Bo Bedre og Scandinavian Living det bedste design og de bedste designere i årets løb.

I den forbindelse kåres Årets Kreative.

Se de nominerede her:

Birgitte Due Madsen
Uanset om det er møbeldesign, produktdesign, keramik eller skulpturer, så bærer alt, hvad Birgitte Due Madsen rører ved, en umiskendelig æstetik født af lige dele omhyggelighed og hengivenhed. De samme former er blevet bearbejdet igen og igen, indtil hun er kommet ind til deres essens. Hun skærer alt overflødigt væk, sikre et tidløst formsprog, og lader skønheden ligge i materialernes taktilitet og spillet mellem lys og skygge.

Alexander Kirkeby
En gang imellem sker der det, at man støder på et objekt, som har en særlig dragende effekt på en. Man må bare studere det nærmere, røre ved det, forstå det og dets aparte skønhed. Et sådant objekt vækker ens sanser, udfordrer, pirrer – lidt som en forelskelse. Den effekt har Alexander Kirkebys glaskunst. Rodfæstet i traditionen forvrider og forstyrrer han det, vi kender, til unikke objekter, som man ikke kan fjerne blikket fra.

Iben Høj
Iben Høj har af flere omgange slået os omkuld med sin kombination af håndværksmæssig virtuositet og evnen til at udfordre vores måde at anskue verden på. Senest er det projektet Sh(r)ine fra årets Mindcraft-udstilling, som har taget os med storm. Sh(r)ine er en serie af beholdere vævet af en helt tynd tråd i et fint gennemsigtigt changerende tekstil. Som små mikrokosmos i sig selv der fører tankerne mod hav-væsner og exploderende stjerner, udfordrer hun med sit poetiske, drømmende håndværk vores opfattelse af, hvad en beholder er og kan være – og engagerer på en gang både sanser og tanker.

Frederik Gustav
Med snedkerfaget som afsæt har den kreative duo Frederik Gustav bestående af Frederik Weber og Gustav Dupont gjort sig bemærket med alt fra traditionelt møbeldesign over legende mobile-lignende installationer til udstillings design. De charmerer med; Et ærligt og umiddelbart formsprog, hvor konstruktionerne er synlige, så alle kan se og afkode dem; En stor kvalitet i håndværket; En nærmest barnlig nysgerrighed, som skaber en smittende drivkraft.

Franca Christophersen
Ved første øjekast kan Franca Christophersens keramik måske minde om så meget andet keramik. Det er rent i sit formsprog og sin lyse farvepalette, men i overfladernes struktur viser der sig, ved nøjere undersøgelse, en dybde og taktilitet, som skiller sig ud fra mængden. Francas æstetiske univers overbeviser ved sin helstøbthed og renhed samt overfladernes kompleksitet, som man kan blive ved med at gå på opdagelse i.