DESIGN AWARDS De nominerede til Årets Møbel 2022
Prisen gives til et møbel, som er afklaret både æstetisk, funktionelt og teknisk. Det skal være originalt samt have en høj og gerne lang brugsværdi. Se de nominerede her.
Bolig Magasinet hylder i samarbejde med Bo Bedre og Scandinavian Living det bedste design og de bedste designere i årets løb.
I den forbindelse kåres Årets Møbel.
Se de nominerede her:
- Cocoon Dining af Kevin Hviid for ATBO
- Dream View Chair af Lise Vester
- Åkande-serien af Jonas Lyndby for OneCollection
- Havana Lounge af LAB 15 for Eilersen
- Outline Desk af Kristina Dam for Kristina Dam Studio
- Sovesofa-serie af Amanda Lilholt for Bedre Nætter
- NLM side table af Nikolaj Lorentz Mentze for Fora Projects
Cocoon Dining af Kevin Hviid for ATBO
Skabt som en hyldest til dansk stoledesign og inspireret af 60’ernes organiske modernisme har den danske designer Kevin Hviid formået at skabe en stol, som både er tro mod sine forfædres tidløse æstetik og samtidig tilbyder noget nyt og kontemporært. Der er swung i stregen, lethed i formsproget, stor kompleksitet i konstruktionen og sidst, men ikke mindst – man sidder fantastisk godt.
Dream View Chair af Lise Vester
Lise Vester har gang i lidt af en kometkarriere med sit design, som i den grad skiller sig ud fra mængden. Med fokus på mental sundhed skaber hun meningsfuldt design, som ikke bare vil tilføje variationer til allerede kendte typologier, men derimod tilbyde helt nye perspektiver. Det er hendes Dream View-serie et godt eksempel på. Her fremhæver vi stolen, som ikke alene er et smukt og skulpturelt møbel, men som både bringer himlen ned på jorden ved at spejle denne, og samtidig inviterer dig til at lægge dig ned, tage en pause, kigge op i himlen og på den måde forhåbentlig give dig selv det afbræk, som kan afhjælpe stress og mental overbelastning.
Åkande-serien af Jonas Lyndby for OneCollection
Et ydmygt møbel, der er storslået i detaljen. Sådan kunne man beskrive Jonas Lyndbys Åkande-serie tegnet til Onecollection. Serien, som tæller to skamler, et sidebord og et skrivebord, er skabt som supplement til Finn Juhls ikoniske møbeldesign. Alle fire møbler er karakteriseret ved udformningen af den øverste flade, som sender tankerne mod en åkandes blad. Med det delikate formsprog bliver møblerne nærmest en forlængelse af Finn Juhls ekspressive design – og det siger altså ikke så lidt.
Havana Lounge af LAB 15 for Eilersen
Havana Lounge Chair bringer noget forfriskende udansk ind i de danske hjem. Her er et møbel, der fnyser af janteloven. Den tager sit rum og sin plads. Samtidig er den i sit bløde udtryk og sarte farvepalet venlig og imødekommende. Desuden lever den op til tidens krav om fleksibilitet og agilitet, idet den kan tilpasse sig sine omgivelser. Således kan man vælge den med et armlæn, to armlæn, med eller uden ryglæn, så du både kan bruge den som puf, lænestol og i sammenhæng med andre stole. Vi priser den velkommen.
Outline Desk af Kristina Dam for Kristina Dam Studio
Et smukt, enkelt og tidløst design, der imødekommer tidens efterspørgsel på møbler til hjemmekontorerne. Outline Desk ser flot ud fra alle sider og kan således både stå op af en væg eller midt i rummet. Desuden er skuffer en integreret del af designet og gør det let at rydde bordet, når arbejdsdagen er slut. Et smukt møbel, som taler ind i tidens behov.
Sovesofa-serie af Amanda Lilholt for Bedre Nætter
I fremtiden kommer vi til at bo på mindre plads, og vi har brug for fleksible løsninger. Denne problemstilling imødekommer Amanda Lilholt med sit bud på sovesofaer, som både er et nydeligt møbel, som man har lyst til at have stående i sin stue, og som samtidig kan transformeres til en god og rummelig dobbeltseng, når man har overnattende gæster. Hun har lavet fire forskellige bud på sovesofaer, så der er noget for enhver smag. Det er godt tænkt.
NLM side table af Nikolaj Lorentz Mentze for Fora Projects
En træstub, en trekløver, en skammel, et bord. Der er noget ur-agtigt over Nikolaj Lorentz Mentzes møbel for Fora Projects, som er enormt charmerende. Det er som en tilbagevenden til det fundamentale. Det enkle. Det ærlige. Det er et møbel lavet af et naturligt materiale, som vi kan se, og som vi forstår, og i en form som ikke er så langt fra materialets egen natur og form.