Læserne har stemt: Her er jeres favoritdesign fra 2021

Det design I er mest vilde med fra 2021 forholder sig til Corona på en helt konkret måde.

Ved årets største designfest, Design Awards, uddeles prisen Årets Læserpris, hvor læserne har kunnet stemme på de produkter, der er nomineret i de øvrige kategorier.

UV Bench var oprindeligt nomineret i kategorien Årets Design - og også denne pris løb Kasper Saltos design af med.

Som begrundelse for denne pris har dommerne udtalt:

"Hvad er design egentlig? Er det æstetik, funktion, nytænkning? Årets designpris er defineret som en pris, der går til et design, der manifesterer nytænkning, kreativitet og omtanke i forhold til livet og hverdagen i boligen i dag og i fremtiden. Alt det gør UV Bench, som Kasper Salto har designet i samarbejde med Efsen UV & EB Technology. Vores verden har ændret sig det seneste år og efterladt os med en masse spørgsmål. Man smider tusinde Lego-klodser i bænken, og efter 10 sekunder er 99 % af alle bakterier og vira elimineret! Det er en nyskabende teknologisk løsning i et design, som ubesværet vil glide ind på et museum, i en kirke eller på et bibliotek."