Vinderne af Design Award 2013
Bolig Magasinet har kåret det smukkeste, bedste og mest lovende inden for dansk og udenlandsk design. Læs her, hvem du skal ekstra øje med ude i butikkerne.
Bedste kunsthåndværker: Arttiles
„Tænk at turde gøre fliser og det udskældte kakkelbord moderne igen. Modigt!“ Uffe Buchard, dommer.
Dommernes begrundelse
Anette og Trine har skabt en helt ny mulighed for dekoration og en slags demokratisk kunst i hjemmet, der rammer den altoverskyggende megatrend i tiden: ikke at gøre som alle andre. De har formået at gøre det helt vildt sjovt at indrette med fliser - og de gør det nemt at lave et quick-fix af ens hjem.
Kakkelbord, h 38 x b 46 x l 61 cm, 4.960 kr., Arttiles. Keramisk flise med håndtrykt glødepære, 10 x 30 cm, 369 kr., Arttiles. Sæt med 16 forskellige, håndlavede fliser, hver flise måler 15 x 15 cm, 2.270 kr., Arttiles.

Bedste design: 'Copenhague'
“Møblerne er en ny, sjov variant af klassisk, nordisk design - og så til overkommelige priser“ Mette Rode Sundstrøm, dommer
Dommernes begrundelse
Helt enkelt og stærkt formsprog, praktisk, råt, ingen dikkedarer og maskulint. Kan passe ind til mange stilarter, og så er det positivt, at man nu kan erhverve sig noget af Bouroullec til en overkommelig pris. Og så synes vi, Hay fortjener et skulderklap, for de gør det fantastisk.
Møbelserien 'Copenhague', er designet af Erwan & Ronan Bouroullec. Spisebordsstol i formspændt krydsfiner og stel i lakeret eg, sort eller sæbebehandlet bøg, 1.699 kr/1.999 kr. Spisebord, fås i flere varianter og med linoleum, i eg, fx 73 x b 80 x l 180 cm, 8.999 kr. Barstol, h 75 cm, 1.599-1.899 kr. Rundt bord, fra 3.999 kr. Skrivebord, h 74 x l 150 x d 70 cm, fra 6.999 kr., Hay.

Bedste designer: HolmbäckNordentoft
„Duoen har skabt nye designsucceser i Danmark med produkter, der også er økonomisk opnåelige for det brede publikum“ Kigge Hvid, dommer.
Dommernes begrundelse
Sebastian og Ulrik leverer både nytænkning og noget, der kan gå hen og blive en klassiker. De fedter ikke rundt i gamle design, men kigger fremad. Deres barstol, 'NamNam', er en fuldstændig fantastisk stol, som lyser op, der hvor du placerer den.
Barstol, 'Nam Nam', designet af HolmbäckNordentoft, fås i flere farver, h 45-75 cm, priser fra 1.950 kr.

Bedste designer HolmbäckNordentoft
Stel, 'Emma', designet af HolmbäckNordentoft, i stål, træ og porcelæn, sættet består af to termokander, 599 kr. pr. stk., bakke, 599 kr., termomælkekande, 149 kr., termokrus, 2 stk. for 149 kr., sukkerskål, 149 kr., Stelton.

Bedste producent: &tradition
„Et møbel eller en lampe fra &tradition er et sikkert valg, men samtidig med lidt kant.“ Elsebeth Gerner Nielsen, dommer.
Dommernes begrundelse
Den forholdsvis unge producent har en enorm respekt for tradition og designhistorie og forstår at håndplukke de mest interessante, nyere designere. &traditions produkter afspejler et smukt, personligt og moderne hjem i international liga. Man føler, det er en god investering at købe noget fra dem.
Sofaen 'Mayor' af Arne Jacobsen og Flemming Lassen er et af de møbler, &tradition har opnået størst anerkendelse for det seneste år, bl.a. har den vundet Wallpapers eftertragtede Design Award.
Sofa, h 82 x l 200 x d 62 cm, fås med fire farver betræk, som vist 35.999 kr. Bordlampe, 'Bellevue', designet af Arne Jacobsen, 2.995 kr. Barstol, 'Raft', designet af Norm Architects, 2.895 kr., &tradition.

Bedste upcoming: Daniel Kowal-Andersen & Carl Emil Jacobsen
“Jeg har helt vildt meget lyst til at få det i hænderne. Sættet er ramt lige i tidsånden“ Anette Eckmann, dommer.
Dommernes begrundelse
Det første firma, der får øje på de to drenge, er skideheldige. Vi falder for materialemikset, og at det udstråler godt håndværk. Det er dejligt med nogle unge, der kan brande de nordiske værdier, og så har de ramt en køkkentrend - food er det sidste nye.
Daniel Kowal-Andersen og Carl Emil Jacobsen lavede den rå køkkenserie som afgangsprojekt på Designskolen Kolding. Serien er endnu ikke i produktion.
Skamlen her er netop kommet i produktion hos BruhnRoervang. Fås i sæbebehandlet egetræ med detaljer i kohorn og i røget eg med detaljer i ben, h 45 cm, ca. 2.995 kr.

Læsernes favorit: 'Cono' af Marianne Nielsen
Den mørke glasur oser af 70'er-keramik, og selv om de egentlig forestiller formen på kogler og dermed måske passer bedst i julemåneden, bruger vi dem rask væk hele året - og så elsker vi prisen.
Lysestager, 'Cono', designet af Marianne Nielsen, h 6-8 cm, 129 kr. pr. stk., Kähler.

Bolig Magasinets specialpris - Årets ildsjæl: Trine Andersen
Vinderen af denne pris går til en person, der har gjort en særlig indsats for dansk design. Bolig Magasinets redaktion kårer vinderen af denne pris.
„Trine begyndte med et tapet for syv år siden. I dag står hendes fine, feminine design i boliger verden over - inklusive vores egne, for Ferm Living rammer alle stilarter“ Louise Lehrmann, dommer.
Redaktionens begrundelse
Ferm Living er en succes i dag på grund af én kvindes vilje, engagement og skarpe øje for populært og lækkert design til en overkommelig pris. Trine Andersen, stifter og ejer af det danske firma, har alene dette efterår lanceret 250 nye produkter, og deres nye showroom er bare et symbol på den karismatiske ildsjæls succes: imponerende, smukt og lige i tidens ånd.
