DET NYE BOLIG MAGASINET No. 192 JANUAR 2016 · TENDENSER
Se det nye Bolig Magasinet, hvor vi har tryllet med nyt indhold. Vi har fyldt nummeret med masser af makeovers, ideer, tendenser - og meget meget andet. Vi håber SÅ meget, at I kan lide det.
VI GLÆDER OS SÅ MEGET...
... til at vise jer det nye Bolig Magasinet! Og når vi siger nye, mener vi nye. Vi har nemlig givet magasinet en makeover både på look og indhold. Så her i 2016 er vi blevet endnu smukkere :-), og vi glæder os til at give jer læsere meget mere af alt det, I elsker ved Bolig Magasinet. Vi har udvidet boligreportagerne med en guide til boligernes bedste idéer, og så har vi lavet en helt ny makeover-sektion, hvor du får inspirerende forvandlinger. Her tryller stylist-Julie hver måned med pensler og kreative løsninger i serien ‘1-2-3 mere plads, tak!’. Her på redaktionen er vi også vilde med at se før & efter-reportager, og nu bliver de et fast indslag i magasinet. I dette nummer besøger vi en familie, som har skabt et skønt lyst køkken-alrum med en cool glasvæg og plads til børnenes knallertkørsel rundt om spisebordet. Der er selvfølgelig fortsat masser af design og kunst i magasinet – se bare vores 10 januar-favoritter på side 12 og den store guide til billedvægge på side 28.
Vi glæder os til at give jer masser af gode idéer og inspiration i 2016. Vi håber SÅ meget, at I kan lide det.
Kh redaktionen
Ps: I denne måned har vi også sendt vinderen af Bolig Magasinet Stylist 2015 på arbejde. Sammen med stylist-Julie viser hun på side 56, hvordan du kan kombinere årets nye tendenser.