No. 195 april 2016 · UDELIV

I det nye Bolig Magasinet, har vi tryllet med nyt forårs-indhold. Vi har fyldt nummeret med ekstra mange boliger, som du vil elske. Skønne forvandlinger og inspiration til terrassen i 4 skønne stilarter. Læs her, chefredaktørens leder.

LEDER: DET SJOVESTE ER AT INDRETTE ...

Jeg har været på boligjagt de seneste måneder. Hold da op, hvor har jeg brugt mange søndage på åbent hus-safari.

Den gode side af det er, at jeg har fået lov at indrette fire-fem hjem på papiret og drømt om at bo der – uden at det endnu har kostet mig en krone. Rimelig heldigt, når man bruger fem af ugens øvrige dage på at kigge på lækre boliger og fantastisk design og konstant får nye idéer til sin indretning.

Du får med garanti også nye idéer, når du kigger i dette nummer (så er du advaret). Vi har nemlig fyldt magasinet med ekstra mange inspirerende hjem, og jeg er helt forelsket i de kreative løsninger.

På side 56 har ejeren givet sit køkken et meget personligt touch med råt træ og marmor. Og jeg er helt vild med den enkle og hjemmelavede siddebænk i det cool køkken-alrum på side 78 - den skal jeg helt sikkert huske.

Jeg satser også på, at mit kommende hjem har en genial terrasse, så jeg kan skabe den hyggekrog, du finder i udelivsguiden på side 70. For den er god nok ... lige om lidt er det varmt nok til at nyde foråret og sommeren udendørs. Jubiii!

Helle Blok, chefredaktør