Bagedystvinder lancerer sommerflødebolle - og du kan få en bid!

Fra og med i dag kan du købe Frederikke Legaards lækre sommerflødebolle, der netop er landet på hylderne i Meyers bagerier.

Flødeboller
© Meyers Bageri

Siden januar har vinder af Den Store Bagedyst 2019, Frederikke Legaard, været i dialog med Meyers Bageri om et samarbejde, der er kulmineret i en værdig konkurrent til is, som lækreste sommerfristelse!

Frederikke Legaard og Meyers har skabt en flødebolle, som Legaard selv kalder for en "sommerflødebolle".

"Jeg kom med en håndmalet skitse og en lille boks med 5 håndlavede grønne flødeboller. Vi vidste, vi vildt gerne ville lave noget sammen og at godt håndværk var en af vores stærkeste fælles værdier. Der har været mange opture men også mange bump på vejen, bare det at skulle føre et så sirligt, fint og skrøbeligt bagværk gennem en større produktion kræver meget passion, godt håndværk og virkelig dygtige og ambitiøse mennesker bag," skriver Legaard i et opslag på sin Instagramprofil, hvor hun deler den lækre nyhed.

Resultatet er legesygt og anderledes - præcis som vi så det med Frederikkes kreationer i kagekonkurrencen.

Frederikke Legaard med flødeboller
© @Frederikke_legaard
Flødeboller fra Den store bagedyst
© @Frederikke_legaard
Flødeboller med lyserødt fyld
© Meyers Bageri

Håndfarvet lysergrøn hvid chokolade med et rødt penselstrøg gemmer på en solbær- og vaniljeskum på en bund af pistaciekiks med citronskal.

Flødebollen fås i alle Meyers bagerier i begrænset antal fra i dag og et godt stykke tid frem.

Flødeboller
© Meyers Bageri