© Mi Skjold Brix

Du skal kun bruge 4 ingredienser til at lave nytårets fineste dessert

Står du for desserten i år? Så prøv denne labre anretning, som med garanti vil blive taget godt imod, og som selv den mest uerfarne dessertkok kan kreere med stor succes! What's not to like?

28. december 2021 af Mi Skjold Brix

Der må gerne være lidt ekstra krudt på, når årets sidste middag skal serveres, og det gælder naturligvis også for desserten! 

Giv middagen et sødt punktum, der smager lækkert og ser fantastisk ud, med denne simple opskrift på hyldeblomstgele med hvidchokolademousse. 

Det lyder avanceret, men det er det virkelig ikke! 

Det skal du bruge til 4-6 anretninger:

  • 4 dl piskefløde
  • 2 dl hyldeblomstsaft (blandingsforhold ca. 1:4 eller 1:5 - er den mere koncentreret skal du blande den op med lidt vand, så den ikke bliver for kraftig)
  • 6 blade husblas
  • 170 g hvid chokolade 

TIP Vil du gerne have en mere syrlig gele, som kontrast til den søde mousse kan du erstatte 1/2 dl. hyldeblomstsaft med tilsvarende mængde saft fra en citron.

Sådan gør du:

Hvid chokolademousse

  • Læg alle ark husblas i blød i en skål med rigeligt koldt vand i min. 10 minutter.
  • Hak den hvide chokolade.
  • Hæld piskefløden i en kasserolle og varm op ved svag varme - det må ikke koge, men skal være varmt nok til at smelte husblassen.
  • Tag kasserollen af blusset, når fløden er varm og hæld chokoladen i. Rør til chokoladen er helt smeltet.
  • Kom 2 ark husblas i blandingen og rør til den er opløst.
  • Hæld massen i en skål og dæk den med film, som du lægger direkte på massen, så der ikke opstår kondens mellem den og filmen.
  • Stil på køl i min. 2 timer.

Hyldeblomstgele

  • Hæld hyldeblomstsaften i en kasserolle og lun den.
  • Opløs resten af husblassen i saften og stil den på køl i ca. 30 min., men hold øje - den skal blot køles ned - ikke stivne. 
  • Hæld den lunkne gelesaft op i dine champagneglas og sæt dem på køl, så de kan sætte sig.

TIP Top den flydende gelesaft med lidt danskvand, inden du hælder den på glas. Brusen bliver i geleen og prikker lidt på tungen, når den spises. Et ekstra lille touch.

Samling

  • Pisk den hvide chokolademasse op og sprøjt moussen i glassene.
  • Pynt med lidt hakket hvid chokolade, krymmelkugler, marengskys eller andet, der knaser lidt, inden servering.

Håndplukket til dig

Seneste

Måske er du interesseret i ...