Opskrift på julens bedste flødekarameller med et drys af havsalt
De er super nemme at lave og så smager de bare helt fantastisk med små salte strejf, når de smelter på tungen.
Det er ingen sag at lave lækre, silkebløde flødekarameller, og dine børn vil elske det. Havsalt fremhæver smagen i karamellerne og giver det søde et saltet modspil.
God bagelyst!
Ingredienser til karameller med havsalt
Ca. 60 stk.- 5 dl piskefløde, 38 %
- 250 g sukker
- 125 g glukosesirup
- Havsalt
- Smagsneutral olie
Udstyr
- Tykbundet gryde, ildfast fad med lige sider, bagepapir.
Sådan laver du flødekarameller med havsalt
- Kom piskefløde, sukker og glukosesirup i en tykbundet gryde, og lad det koge op under svag varme på komfuret. Sørg for at røre i karamellen jævnligt, ellers kan du risikere, at den koger over.
- Lad karamellen småkoge i omkring 45 minutter, til den har fået en tyk konsistens og en dyb farve. Karamellen er færdigkogt, når du kan lægge en klat på en tallerken, og den ikke flyder ud og sætter sig umiddelbart med det samme.
- Kom bagepapir i et ildfast fad, og smør en lille smule olie ud på bagepapiret. Hæld karamellen i, og bred den ud i formen. Drys havsalt over.
- Lad karamellen køle af på køkkenbordet i et par timer, og skær den derefter ud i mundrette stykker. Servér dem med det samme, eller pak dem individuelt ind i små stykker bagepapir.
TIP Karameller er den perfekte værtindegave. Pak dem fint ind i bagepapir, og læg dem i et tætsluttende glas, så kan de holde sig i op til to uger. Bind til slut et smukt bånd omkring glasset.