Har du prøvet denne hypede efterårsdrik med flødeskum og græskar?
Lad dig ikke narre af grøntsagspuréen - denne lækre kaffedrik er fyldt med lune krydderier som kanel og muskat og smager både sødt og cremet.
Det er den tid på året, hvor man får lyst til at putte sig indendørs med en dampende kop i hånden og en god bog - eller, hvis man er amerikaner, måske fare ned til nærmeste Starbucks.
Det er nemlig i USA, kaffedrikken 'pumpkin spice latte' især er populær, og så snart det første orange blad falder, kan du finde den krydrede latte på menuen.
Herhjemme behøver du dog ikke at opsnuse en kaffebar - du kan nemlig sagtens lave den lækre efterårsdrik derhjemme.
Den indeholder både græskarpuré og det elskede krydderiblanding 'pumpkin spice' (græskarkrydderi på dansk), som findes i alverdens desserter i det nordamerikanske.
Begge ting er nemme og hurtige at lave selv. Der er ingen græskar i pumpkin spice - det er blot en krydderiblanding, der ofte bruges til at krydre græskardesserter.
Denne opskrift bruger et helt græskar og giver dig ekstra græskarpuré og pumpkin spice, som du kan gemme og bruge til masser af andre desserter eller flere kopper latte.
Der er ingen sukker tilsat græskarpuréen, så du kan også bruge den i salte retter.
Ingredienser (til 2 glas)
- 1 stk butternutgræskar
- 4 tsk stødt kanel
- 2 tsk stødt ingefær
- ½ tsk stødt muskatnød
- 1 knivspids stødt kardemomme
- 1 knivspids stødt nellike
- 1 knivspids stødt allehånde
- 3,5 dl sødmælk
- 1 dl vand
- 1 tsk vanilje
- 4 tsk ahornsirup
- ½ dl espresso eller stærk kaffe
- Evt flødeskum
Fremgangsmåde
- Skræl græskarret og fjern kernerne med en ske. Riv evt lidt græskar og gem til pynt. Skær græskarrer i mindre tern og damp dem i en gryde med lidt vand. Når de er helt møre blendes de til en puré. Opbevar den puré, du ikke bruger nu, til senere i et glas med låg. Det kan holde sig ca 4 dage i køleskab eller fryses ned.
- Bland alle krydderierne bortset fra vanilje sammen og kom dem i et lille syltetøjsglas eller en anden tæt lukket beholder. Dit pumpkin spice kan holde sig i op til 6 måneder.
- Lav din espresso eller kaffe.
- Kom mælk og vand i en gryde og varm det langsomt op indtil det simrer. Tilføj 50 g græskarpuré, 3-4 tsk pumpkin spice, vanilje, ahornsirup og kaffe og rør rundt til det hele er opløst.
- Smag evt til med mere ahornsirup, kaffe eller pumpkin spice efter smag.
- Pynt med flødeskum, et drys kanel og evt lidt revet græskar.
TIP I mange amerikanske opskrifter på græskartærte bruges pumpkin spice og pumpkin puree, altså græskarpuré - nu har du begge ting, du kan bruge til alverdens lækre kager og desserter!