Bananpandekager: Få den nemmeste opskrift på den lækreste morgenmad

Start din morgen med en næringsrig pandekage, der er rig på protein, fibre og B-vitamin, der balancerer dit nervesystem.

Bananpandekager med brombær
© iStock

Morgenmadspandekager sprængfyldt med protein, fibre og B-vitamin er ikke nogen dum start på dagen.

Og når de så kun tager to minutter at slå sammen og stege, er der ikke de store argumenter imod, vel?

Pandekagerne indeholder blot to ingredienser, som kan spædes op med andre, hvis du er i humør til lidt ekstra spræl.

Det skal du bruge:

  • 1 medium banan
  • 2 æg

Sådan gør du:

Mos bananen i en skål og pisk de to æg sammen i en anden skål og held æggemassen over i bananmosen og bland det. Konsistensen er mere vandet end ved almindelige pandekager.

Steg på en varm pande i ca. et minut til kanten begynder at få farve. Vend forsigtigt pandekagen, der kan være ret skrøbelig.

Giv den en tur på den anden side og server!

Suppler eventuelt dejen med lidt bagepulver, salt, sukker, havregryn eller hakkede nødder, hvis du synes, den skal være ekstra festlig eller bare noget mere særligt.